Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: jan. (7)feb. (16)mar. (30)apr. (28)maj (30)juni (28)juli (31)aug. (31)sept. (30)okt. (32)nov. (30)dec. (11)
Fuglekig, Fuglefrø og Kartoffelmos
Om aftenen d.27 januar ankom Joshua og jeg til togstationen, hvor Simon hentede os. Resten af aftenen stod på god mad og VM-finale i herre-håndbold, med en stor sejr til Danmark.
Vi stod op i morges kl 7.30 til et smukt snedækket landskab, efter gårsdagens enorme snevejr i det Nordjyske. Morgenkaffen blev lavet og dagens aktiviteter kunne så småt gå i gang, med bl.a. opsætning af net til ringmærkning.
Inden opsætningen kunne gå i gang skulle der ryddes en del sne mellem nettene, og drysses godt med fuglefrø ud på jorden. Ringmærkningen begrænsede sig til en Solsort og en Rødhals, som allerede var mærket her tidligere. Dog blev de undersøgt, målt og vejet efter god demonstrering af Simon. Joshua og jeg er nemlig ikke helt trænede i at ringmærke, så en lille oplæring i det små skulle der til. Alt i alt en vildt dejlig oplevelse, som jeg virkelig glæder mig til at prøve igen (forhåbentlig i morgen)! Imellem ringmærkningen af fugle, observerede vi fuglene ude over havet. Både trækkende og rastende kom forbi. En del suler, sortænder, skærpiber, skarv, edderfugle, lomvie, alk, snespurve, tårnfalk og dejligt meget mere. da det blev frokosttid, lukkede vi nettene og spekulerede over, hvor gåturen om eftermiddagen skulle gå hen.
Vi tog ekstra varme tøj og sko på, og traskede ud på stranden, hvor retningen var stik mod Grenen. Snevejret tog lidt til og klokken blev omkring 15.30 da vi kom ud til Grenen-søen. Her valgte vi at gå ind over klitterne langs søen i sporene af en ræv, hvor vi fik øje på en kæmpe flok sjaggere ude i horisonten, og intet mindre end en Blå Kærhøg fløj rundt langs med klitterne. Mens vi luskede rundt i rørsumpen kom tre fine skægmejser kaldende. Vi havde et stort ønske om at se bjergpiber ude ved Grenen-søen, men vi turde ikke artsbestemme de flygtige pibere der fløj rundt der. Gåturen gik hjemad mod det grå fyr.
Da vi kom tilbage var Simons far, Gunnar ankommet til Fuglestationen. Den rare Gunnar kørte med Joshua og jeg til Netto for at handle ind, hvorefter vi kunne starte madlavningen til denne kolde vinteraften. Menuen stod på paprikagryde med kartoffel/blomkålsmos til, og en slurk rødvin.
Aftenenmødet blev holdt, og der blev lagt en plan for d. 29 januar, hvor en stor flok naturvejledere fra Nordjylland kommer til årsmøde her. Så vi skal brygge store spand kaffe i morgen tidlig. Langt ud på aftenen tastede vi ind på DOFbasen korrekturlæste mærkning fra 2018
FED allerførste dag på Skagen fuglestation i smukt vintervejr. Så vi læder os til dagen i morgen, hvor de skulle love sol en stor del af dagen.
Folk: Joshua Emil Haahr, Gunnar Sigaard Simonsen, Simon S. Christiansen & Emma Sohnemann
Ulvefordrag, skumsprøjt og håndbold
Så var jeg kommet til Skagen Fuglestation igen – denne gang for at holde et større antal sammensmeltende møder med Simon og endelig skulle jeg holde mit foredrag ”Ulve i baghaven” om aftenen i Birders Club.
Dagen startede med, at jeg hentede morgenbrød til de tre birder-drenge på stationen imens Simon bryggede dagens første kande kaffe. Lene Kappelborg dukkede også op fra mogenstuden, og det var fedt at møde hende (den nye leder for Det Grå Fyr) og høre hendes tanker omkring markedsføring og kommunikation omkring fyret og vores mange aktiviteter – det skal nok blive godt.
Det blæste kraftigt hele dagen fra sydøst, og bølgerne væltede hårdt ind over kysten syd for fuglestationen. Jeg og sønnike havde håbet lidt på havblik, så der i det mindste var en minimum af chance for spotte nogle af de delfiner og spækhuggere, der var blevet set tidligere i søndags. Men bølgerne satte en stopper for den våde drøm, og mon ikke de også nu svømmer rundt et sted oppe i Sydnorge?
Simon og jeg fik afholdt vores møder og snakket om fondsansøgninger, artiklen om fuglestationen i Pandion, generelt naturvejledning, bemanding på fugletationen her i 2019 osv. Efter frokosten ville min søn Malthe jeg en tur på stranden og ruskes igennem og eventuelt se lidt fugle. Vi gik en time langs stranden imod Grenen – fik hoppet i sandet, frosset ansigterne og da også set lidt fugle. Det blev til 10 frække sandløbere, 2 skarver, sølvmåger ad libitum, 1 stormmåger, 1 skærpiber og 1 husskade.
Af yderligere observationer fra DOFbasen kan nævnes fra Skagen: skovsneppe 1, lomvie 88 NV og 546 SØ, alk 249 NV, bjergpiber 1. Så ja der er kommet godt gang i alkefugletrækket.
Til aftenes fordrag om ulve dukkede små 30 forventningsfulde folk op – primært folk fra venneforeningen. De var videbegærlige og spørgelystne – så det var en fryd at foredrage her i Skagen. Simon kunne jo også indlede med en fin førstehåndsberetning om ulven han selv så langs stranden i november 2018.
Dagen sluttedes af med burger-håndbold-aften hjemme hos Simon, hvor Danmark selvfølgelig vandt – tak for en endnu en herlig og givende dag på Skagen Fuglestation.
Folk: Simon S. Christiansen, Malthe Desholm og Mark Desholm.
Mark og Malthe på stranden i blæsevejr
Foredrag
Skohorn
I dag kørte jeg de to nytårsgæster ned til Frederikshavn og vinkede farvel til dem på færgen. Vi svingede forbi lidt lokaliteter på vejen ned, men de sjoveste fugle så vi i Skagen, hvor to hvidsiskener hoppede rundt ved indsejlingen til Jollehavnen. Fra Grenen meldte Knud bl.a. om en trækkende topskarv, en rastende islom samt en søkonge. Om formiddagen kom Rita til en kop kaffe inden hun gjorde rent på 1. salen, og som altid havde hun også denne gang været så sød at medbringe gaver – bl.a. et skohorn af jern, i stedet for de plastik-skohorn vi har haft hidtil, og som jo hurtigt går i stykker.
Den alm. delfin som har været her siden december huserer stadig i området, og blev i dag meldt ud inde fra havnen ved Skipperskolen. I fryseren ligger nu en flot han sortand, som var blevet indleveret nytårsaftens dag. Den var desværre allerede halvdød da vi fik den, sandsynligvis grundet en alvorlig skade i vingen og vi måtte derfor aflive den. Det gode er dog at vi nu kan bruge den ifbm. vores undervisning enten til besøgende eller internt blandt de frivillige. Vi tager derfor meget gerne imod døde eller tilskadekomne fugle, som I finder heroppe. Specielt havfugle som mallemuk eller sule er vi meget interesseret i, da det er arter der ofte har plastik i kroppen.
Folk: Rita Pate, Knud Pedersen, Anton Arnesson, Per Österman, Simon S. Christiansen
Årets første dag startede med storm
Op af formiddagen (hvor morgenmaden blev til brunch i stedet) tog vi ud for at mærke det barske vejr. Solen skinnede, men der var stormende kuling og vandstanden var høj. For enden af Buttervej stod bølgerne ind over land og åd af klitterne, mens skummet fra bølgerne sprøjtede op omkring os. Anders har stadig besøg af den lokale sjældenhed, Sumpmejse på foderbrættet. Vi svingede derfor forbi Nordlysvej, dog uden at se den, men derimod fik jeg kaffe. Eftermiddagen blev brugt i havnen, hvor der var rigtig fine fugle at se. Først så vi en Gråmåge (2k) i Engelsviken, dernæst kom en Vandrefalk overflyvende ved Havnevagten. Ud for fiskerestauranterne stod en sjov Sølvmåge med melanistisk pigmentfejl, hvilket gav den nogle anderledes mørke tegninger på kroppen. Ikke ofte jeg ser sølvmåger med melanistiske pigmentfejl. Synes det er hyppigere at det er leucistiske pigmentfejl man ser, som gør dem lysere end normalt. Der lå ualmindeligt mange Ederfugle i havnebassinerne. Ved ikke om det er vinden, føde eller andet der gør at de søger derind. Mens vi gik rundt i jollehavnen, meldte Erik Christophersen om en 2k Hvidvinget måge fra Engelsviken, som vi tog hen og så rigtig fint svæve rundt over overfladen.
Folk: Erik Christophersen, Anders Bojesen, Anton Arnesson, Per Österman, Simon S. Christiansen.
Blæst og hav for enden af Buttervej
Melanistisk Sølvmåge