Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: jan. (1)mar. (31)apr. (23)maj (22)juni (30)juli (31)aug. (29)sept. (28)okt. (30)nov. (20)dec. (16)
Tilbage til Grenen for ringmærkning
Vejr: En overskyet morgen blev I løbet af formiddagen afløst af opklaring med del sol. Sidst på dagen igen vekslende mellem periode med skydække og perioder med sol. Jævn vind fra SV til S, der til aften tog til i styrke. Temperaturen 6-11°C og god sigt.
En morgen hvor Peter og jeg delte os op, så jeg tog ud til Grenen og ringmærkningen, mens han håbede på sin første Hvidnæbbede Lom ved Nordstrand. Jens og Peter fra lejligheden tog ud på egnen hånd og nåede både Nordstrand og Grenen i løbet af dagen.
Ringmærkningen gik godt de første timer, men så døde flowet af fugle noget ud og jeg lukkede net og var tilbage på fuglestationen kl 11. Det var da blevet til 37 mærkede fugle fordelt på 11 arter, så diversiteten var ganske god. Peter var lige omkring på et par af de sidste runder, da han havde opgivet Nordstrand uden de helt store oplevelser derude – dog blev der set årets første Rødryggede Tornskade.
Jeg fik snakket lidt med Gert og Anders fra Gedser Fuglestation, der var taget til modsatte ende af landet bl.a. i håb om at se den Gulbrynede Værling. Den fugl blev dog ikke registreret i dag, så måske et nyt foderbræt i byen har fornemt besøg.
Der kom i den sydlige vind en del rovfugle op over nordsiden af Odden, så Jens og Peter var godt tilfredse med deres oplevelser af fx 150 Musvåger i én skrue, Havørn, Sort Glente, Dværgfalk og Lærkefalk.
Inde på Fuglestationen havde vi et dejligt besøg mens vi var ude i formiddagstimerne - Rita kom forbi og brugte 2 timer på at gøre rent, så det lignede næsten en helt nyindviet Fuglestation inden vi flyttede ind.
Stor tak til Rita, der også leverede lamper. Jeg nåede heldigvis lige at komme tilbage og få en lille snak midt med Rita inden hun tog hjem til middag - det er en kæmpe fordel for os at få den slags hjælp og den Irish Coffee Rita fik mens vi sbnakkede var velfortjent.
Til aften holdt vores engelske Peter en friaften og tog til Frederikshavn for at se den nye superhelte film i biografen, så aftensmødet i stuen blev relativt kort og gik mest med lidt snak med Jens og Peter over et lille glas whisky som en forsinket fejring af den nye værling art for landet.
Ringmærkning:
Art | Mærkning |
Spurvehøg | 1 |
Engpiber | 1 |
Skovpiber | 2 |
Sangdrossel | 1 |
Rødhals | 1 |
Gærdesanger | 2 |
Munk | 11 |
Gransanger | 1 |
Løvsanger | 15 |
Blåmejse | 1 |
Gulspurv | 1 |
Premiere for CES mærkning ved Jennes sø og årets første Tornsanger
Vejr: Overskyet morgen med dis og tåge. Svag til jævn vind fra SV, der i løbet af dagen friskede op fra S. Sidst på formiddagen startede regnen, der til tide var relativ kraftig. Eftermiddagen gav opholdsvejr efter kl 15 og lidt solstrejf, mens enkelte regnbyger igen ramte til aften. Temperatur mellem 5-10°C.
Peter og jeg tog i en grå morgenstund ud til Jennes sø, hvor vi hjalp Michael Ancher med årets premieredag for CES ringmærkningen. Simon havde overnattet hjemme, men nåede forbi på en runde sammen med Andreas Egelund. Inden vi sluttede før middag kom også Jens og Peter forbi ringmærkningen efter at havde tilbragt noget tid ved Nordstrand. Altså en del folk, der nåede at se det nye fangstområde og det blev absolut godkendt med fangst af 65 fugle.
Løvsangere blev topscore med 46 fugle, mens en Tornsanger på en af de første runder blev årets første heroppe for vores temaart i år.
Vi måtte dog lukke net en halv time før planlagt i standardprogrammet, da der kom massiv regn og Peter og jeg var gennemblødte, da vi cyklede hjem til fuglestationen. Der havde Simon besøg af Andreas og et par tyske gæster (Dirk og Sandra) kom også op og hilste på. De var med på en af Simons ture sidste år kom altså igen til Skagen i år. Ole Krogh fra Ålborg kom også op til en snak med Simon, så der var gang i hans værtskab inden han til aften drog mod Læsø for et naturvejlederkursus resten af ugen.
Vi andre drog igen ud i eftermiddagen da tøjet var tørt og regnen stoppet.
Det gav et nyt ryk af rovfugle, hvor en han Steppehøg var højdepunktet, selvom vi fra klitten ved Fyrhaven kun havde den kortvarigt på afstand, da den strøg ud bag Ellekrattet.
Vi fik ikke set en spændende fugl, der blev meldt fra Nedermose af Erik Christoffersen. Det ser på hans fotos ud til at være en han hybrid mellem Blå Kærhøg og Steppehøg. Brug igen link siden til at se Erik´s spændende blog om Skagens fugle og andet natur.
Inde i byen lagde Jørgen Kabel have til en masse mennesker og en ny matrikelart i form af seværdigheden den Gulbrynede Værling.
Ringmærkning CES:
Art | Mærkning |
Jernspurv | 1 |
Gærdesmutte | 1 |
Rødhals | 1 |
Rødstjert | 2 |
Solsort | 1 |
Gærdesanger | 3 |
Tornsanger | 1 |
Munk | 2 |
Gransanger | 5 |
Løvsanger | 46 |
Broget Fluesnapper | 3 |